leedning, naar de mødte
hverandre
tilfat beklage, at de boede saa
langt fra hverandre, og at de vare uvisse om at finde hverandre hiemme.
Saaledes blive de kiærligste og fasteste Venskabs Baand sønder¬
revne, ved saadan Aabenhiertighed og Oprigtighed, som ophæver den
Fornøyelse vi nyde af vort eget bifald, eller som erindrer os om disse
Feyl, hvilke vi meget heller vil see igiennem Fingre med end rette.
Det er ingenlunde fornødent at bilde sig ind, at den, som fortør¬
nes ved saadan Erindring, var uvidende om sin Feyl, og at hand bli¬
ver fortrydelig over vor Advarsel som en falsk Beskylding; thi det er
maae skee meest naturligt at blive forbittret, naar vi ere allerstærkest
overbeviiste om vor egen Skyld. Saa længe vi kand lætteligen for¬
svare vor Carakter, da foruroliges vi ikke meere ved en Anklagelse, end
vi blive forskrækkede for en Fiende, som vi ere visse paa at overvinde;
og hvis Anfald vil derfor bringe os Ære uden Fare. Men naar et
Menneske føler, at en Vens Tilrettesættelse bestyrkes ved hans eget
Hierte, da bliver hand lætteligen ophidset til Vrede og Hevn, enten
fordi hand haabede, at den Feyl, som hand selv kiendte sig skyldig i
var ikke blevet mærket af andre; eller at hans Ven vilde anseet den
med en øm Kierlighed, og enten forringet eller undskyldt den for hans
andre Dyders skyld; eller at hand vilde anseet ham alt for viis til at
behøve Formaning, eller alt for nydelig til at angribes med Bebrey¬
delser; eller, fordi vi ikke uden Smerte kand føle at disse Betragtnin¬
ger opvækkes hos os, som vi have søgt at dysse i Søvn; og naar
Smerte har frembragt Vrede, hvem vil da ikke gierne troe, at denne
bør yttres imod andre heller end imod os selv.
Det er saaledes besuttet af Guds Forsyyn, at intet, som er vir¬
keligen værdt at agtes dyrebart, skal i vor nærværenge Stand opnaaes
uden
