og Kierlighed. Den som udplyndrer en riig Nahoe, vinder saa meaet,
som hand tager bort, og forbedrer sin egen Tilstand i samme Grad som
hand forringer en andens; men den som forderver en andens blomstren¬
de gode Navn, hand kand ikkun vente at hans eget Navn og Rygte vil
vinde et meget lidet Tillæg derved, saa lidet, at det kand give ham me¬
get liden Trøst til at veye op imod den Skyld og Misgierning, hvor¬
ved det forhverves.
Jeg har hidindtil vogtet mig for den farlige og fuskeragtige Sæde¬
Lære, som bruger en Last til at fordrive en anden. Men Misundelse er
saa nedrig og afskyelig, saa skammelig i sin Oprindelse, og saa skadelig
i sine Virkninger, at mand næsten heller maatte ønske at enhver anden
Tulbøyelighed havde Overhaand. Den er en af disse fredløse Fiender
i det allmindelige Samqvem, imod hvilken det er forsvarliet at bruge
forgiftede Piile. Lad det derfor bestandigen erindres, at hposomhelst
misunder en anden, bekiender derved at denne overgaaer ham, og lad
disse, som have tabt deres Dyd, blive omvendte ved deres Hovmod.
De Forurettelser, som Misundelse tilføver, blive ikke lidet forøgede
derved, at de begaaes imod disse, som ikke have med Villie eller Forsæt
givet Aarsag dertil; og at den Lidende bliver udseet til Ødeleggelse og Un¬
dergang, ikke fordi hand har efterladt nogen Pligt, men fordi hand har
vovet at giøre meere end der var krævet af ham.
Næsten alle andre Laster øves ved Hielp af nogen Egenskab, som
kunde have forskaffet Høyagtelse eller Kierlighed, dersom den var blevet
vel anvendt; men Misundelse er et blot ublandet og naturligt Onde;
den søger en vederstyggelig Ende ved føragtelige Midler, og tragter ikke
saa meget efter sin egen Lyksalighed, som efter en andens Elendighed.
Til at vogte sig for denne Vanart, er det ikke fornødent, at nogen skulde
tragte efter at opnaae en særdeles høy Grad i Dyd eller Hellighed, men
alleeneste at hand skulde fatte det Forsæt, ikke at forlade den Rang,
som Naturen beskikker ham, og ønske at forsvare den menneskelige Na¬
turs Værdighed.
me
