fik jeg Bud at
komme til bende.
maatt
eg gik og hørte
hendes sidste Formaning, men da jeg aabnede hendes Testamente, fandt
jeg at hun havde givet alle sine Midler til hendes anden Søster.
Jeg hængte med Hovedet; den yngste Søster truede at ville gifte sig,
og alting tegnede til at giøre alt mit Haab til intet. Jeg var i Fare for at
tade, uden Redning, en tredie deel af mit Haab, og maatte endnu vente
efter mine Omstændigheders Forbedring. Dog blev jeg snart befriet for
en deel af min Skræk; thi det unge Menneske, som hans Paarørende vilde
have tvunget til at ægte min gamle Faster, efter utallige Artikler, Beting¬
ninger og Fordrag, løb omsider bort med hans Faders Staldkarls Dat¬
ter; og min Faster, ved denne Overbeviisning om Mandfolkenes Trøe¬
løshed, besluttede aldrig meere at høre efter Kierligheds Erklæringer.
Ti Aar endnu slæbte jeg paa Forventelses Lænker, uden at lade nogen
Dag gaae forbi, at jeg jo overregnede, hvor meget nærmere jeg var til at
blive riig i morgen. Endeligen døde den anden Faster, efter en kort Syg¬
dom, dog saa lang, at hun fik Tiid til at giøre sit Testamente, i hvilket hun
gav mig alle sine Midler efter hendes Søsters Død.
Jeg var nu befriet fra en deel af min Elendighed; en større Riig¬
dom, skiønt endnu ikke i min Magt, var vis og kunde ikke betages mig;
jeg var ikke meere i Fare for at blive bedraget i mit Haab. Men min
Faster skulde først begraves, førend jeg kunde naae den Høyhed og For¬
nøyelse; og der var endnu, efter min Faders Anmærkning, ni Liv imellem
mig og Lyksalighed.
Jmidlertid levede jeg og trøstede mig ved den Betragtning at alle ere
dødelige, og at de som ideligen tage af, maae omsider døe.
Men lad intet Menneske herefter tillade sin Lyksalighed at beroe paa
en Fasters Død. Den gode Jomfru var meget ordentlig i hendes Leve¬
maade, og tarvelig i hendes Mad og Drikke, og enten hun sad eller gik, vaa¬
gede eller sov, søgte stedse at vedligeholde sin Helbred. Hun vedste ikke af no¬
gen Svaghed uden Milt=Sygdom, hvorved hun, uforsætligen forøgede
min Elendighed; thi naar Luften var tyk, gik hun til Sengs og sendte mig
Bud, at hendes Tid var nu kommet. Jeg skyndte mig hen med største hast,
