paa dets enfoldige barnagtig
have med Fornøyelse hørt
addren; har
været i Sygdom opvartet med en søpnløøs Omhyggelighed, har været
opfødt ved en vindskibelig Fattigdoms Slæb og Møye, og bragt op til
Moedhed baade i Haab og Frygt. Hvilket et Udyhr er hand, ved hvilken
denne Frygt stadfæstes, og dette Haab bliver gjordt til intet! Og dog
alligevel (saa forskrækkelig en Magt har en langbarig Synde=Vane) for¬
tryder jeg undertiden paa at denne Tvang er kommet paa mig; jeg øn¬
sker at falde hen igien i den Slummer, som jeg er opvakt fra, og at
igientage de Misgierninger, som jeg har Afsky for. Mit Hierte er i dette
Øyeblik færdigt at briste for at yttre sig; men mig fattes Ord. Farvel.
Agamus.
aar en Mands=Person engang tager sig den Frihed at jage over alt
i Naturens Vild=bane, da finder hand saa overflødigt Vildt i en
Folkeriig Stad, at det er forunderligt at betragte, hvilken tallriig Afkom
hand undertiden frembringer. Vi see mangen en ung Karl, der er neppe
kommet til sine myndige Aar, som kunde tilegne sig Jus Trium Liberorum,
eller de Friheder, som ved den Romerske Lov vare bevilgede den, der var
Fader til tree Børn. Ja jeg har kiendt en Sviire=Broder, som var ikke
fuldt fem og tiuge Aar, der erklærede sig Fader til den syvende Søn.
Kort sagt, Staden er fuld af disse unge Patriarker, hvilke (ligesom disse
ubetænksomme Fordøyere, der forøde deres Arv, førend de ere blevne Eye¬
re deraf) have allerrede avlet alle deres Børn, førend de gifte sig.
Det som giør dette Utøy saa meget yngelsom, er den utrættelige
Fliid, med hvilken de legge sig efter deres Handtering. En Mands Per¬
son udstaaer ikke meere Vaagen og Møye i et Feldt=Tog, end i at for¬
følge en lastværdig Kierlighed. Som det siges om nogle Mennesker, at
de giøre deres Embedes Forretning til deres Fornøyelse, saa kand det
siges om disse Mørkheds Sønner, at de giøre deres Fornøyelse til deres
Hoved=Forretning. De kunde overvinde deres fordervede Tilbøyelighe¬
der med halv den Umag, som de giøre sig for at opfylde dem.
Mand
