orandring i min Lyk
et fo¬
førend jeg fan
ny5
sterinde foretog, var at jage hendes Tieneste=Pige bort, en stakkels Træl,
som var skiult alleeneste med Pialter og Skarn, og hvis ønde Egenskaber
jeg taabeligen tænkte at være den eneste Aarsag til hendes haarde Med¬
fart. Jeg blev nu drevet til at giøre Jld, gaae Ærender, toe Linned, og
lave Mad, og kort sagt, at giøre alt det groveste Arbeyde i Huuset, og
at sidde oppe den halve Nat, for at sye færdigt, hvad der var blevet
mig foresat.
Omendskiont jeg taalte alt dette uden Knur eller Klagemaal, saa
blev jeg dog ofte tankefuld og tungsindig; Taarene vilde undertiden stil¬
tiende stiæle sig ud af mine Øvne; og mit Sind var undertiden saa hen¬
rykt i min egen Elendigheds Betragtning, at jeg hørte ikke, hvad mand
sagde til mig. Men min Smerte opvakte Vrede og Fortrydelse i stedet
for Medlidenhed, og min Tungsindighed blev mig bebreydet som en a¬
vindsyg Halstarrighed; Jeg blev overfuset fordi jeg besudlede mit Sye¬
Tøy med Graad uden at vide hvorfor, og blev truet at jeg skulde ikke
længe flæbe uden Aarsag; hvilken Trusel blev allmindeligen fuldført i det
samme Øyeblik den skeedte, mine Arme og min Hals bare ideligen Mær¬
ker af hendes Alen, og jeg blev i alle Maader begegnet med den grum¬
meste Haardhed.
Jan denne Tiid lagde jeg mig dog efter at lære min Handtering
som min sidste Tilflugt, og den eneste Grundvold for mit Haab. Min
Fliid og Agtsomhed oprettede hvad mig fattedes i Underviisning, og
det maatte, med Sandhed blevet sagt, at jeg stiaal den Kundskab, som
min Mesterinde havde forpligtet sig til for Betaling at meddeele mig.
Saasom jeg havde nogen Skiønsomhed og Smag i Klæder, saa satte
jeg mig i Gunst hos de beste iblant dem, som vi arbeydede for, og ofte
rettede en Feyl, som de klagede over, og som min Mesterinde selv ikke
var mægtig for at see. Den Gunst og Høflighed, som dette forskaffede
mig, endskiønt den opmuntrede mit Haab om den tilkommende Tiid,
giorde dog den nærværende mindre taalelig. Min Tyran begegnede mig
endnu meere umenneskeligen; og mine Lidelser vare saa store, at jeg ofte
tænkte paa at løbe bort, endskiønt jeg ikke vedste hvor jeg skulde gaae
hen, og endskiønt jeg faae forud, at i det samme Øyeblik jeg løb bort
