kunde
forspilde all den Bistand og Gunst
af min Lære) vilde
vente, underkaste mig en Skam, som jeg kunde aldrig udslette, og stad¬
fæste alle de Klagemaak, som kunde føres over mig.
Jeg havde nu sukket under den grummeste Undertrykkelse noget over
fiire Aar; de Klæder, som havde været kiøbte for mine egne Penge, vare
nu opflidte, og min Mesterinde agtede det tienligt for hendes egen For¬
deel at ikke give mig bedre Klæder igien, end som vare just gode nok ti
at gaae hendes Ærender og at følge efter hende med en Byldt. Men
eftersom saa meget af min Lære Tiid var forbi, saa agtede jeg det me¬
get billigt, ja end og fornødent, at jeg skulde være meere anstændigen
klædt, at jeg skulde gaae hen og betiene dem, som vi arbeydede for, at
høre hvad de havde at befale, at tage Maal af dem, eller i det mind¬
ste at passe Klæderne, som vi havde forfærdiget. Efter megen Overlæg¬
gelse og Betænkning, og efter at jeg havde ofte haft det i sinde, over¬
vandt jeg omsider min Frygt, og med saadanne Ord og paa saadan
en Maade, som jeg tænkte at hun allermindst kunde fortørnes over, be¬
giærte jeg at jeg maatte faae saadanne Klæder, som kunde svare til den¬
ne Hensigt, og tilbød mig at arbeyde saa mange Timer over den sæd¬
vanlige Tiid, at jeg kunde fortiene de Penge, som de skulde koste. Men
denne Begiæring, hvor beskeeden den og var, blev alleeneste besvaret
besvaret med Bebreydelser og Skiældsord. Hillemænd, jeg vilde
nu være en Frue; ja, jeg skulde klædes op til at begynde at arbeyde
for mig selv. Dette maatte hun have ventet, fordi hun tog en Tig¬
ger Unge af Søgnet, men jeg skulde see at hun vedste at dæmpe min
Hovmod og at giøre min List til intet." Over denne Medfart blev
jeg baade bedrøvet og fortørnet, og jeg troer at jeg, den allerførste gang,
svarede hende med nogen Fortrydelse og Vrede. Men min Vrede an¬
saae hun kun som et afmægtigt Forsøg paa at unddrage mig hendes
Myndighed, og derfor kun beloe og foragtede den; erklærende derhos
at hun vilde snart viise mig hvem der var Herre i Huuset, og i det
samme gav mig saadant et vældigt Slag, at jeg faldt ned af min
Stoel. Om hun blev forskrækket over mit Fald, eller hun var bange
for at jeg skulde giøre Allarm i Huuset, veed jeg ikke, saasom hun gav
mig kun det ene Slag, og lod sig nøye med at forekaste mig og at
