fuldføre. om vi levede ikke ande Ende, end at finde nogen til¬
strækkelig Fornøyelse for hver Dag, da veed jeg ikke om nogen Tilstand,
kunde agtes bedre end det Menneskes, som indsvøber sig i sine egne Tan¬
ker, og lader det aldrig komme dertil, at Forfarenhed kand viise ham
hans Anslags Forfængelighed. Thi mand begynder ikke saa snart at
legge Haand paa Gierningen, førend Rolighed og Tilliid forlade Bry¬
stet; enhver Dag bringer sit Arbeyde, og ofte uden at bringe Færdig¬
hed til at forrette det; mand indvikles i Vanskelighed, mand forvirres
ved Uvished, mand forsinkes ved Modstand, mand forbittres ved Dad¬
len, eller nedslaaes ved F¬ agt og Forsømmelse. Vi fare fort, efterdi
vi have begyndt; vi fuldføre vort Forsæt, paa det vort allerrede gjordte
Arbeyde skal ikke blive forgæves. Men ligesom Forventelse efter haan¬
den døer bort, saa forsvinder og Munterheds glade Smiil; vi nødes til
at anraabe alvorligere Magter, og at overlade Udfaldet til Taalmodig¬
hed og Bestandighed.
Naar Arbeydet er engang begyndt, da er Endens Betragtning den
Trøst, som giør os villige og mægtige til at fortsætte det. Thi end¬
skiønt der i et hvert langvarigt Verk ere undertiden nogle fornøyelige
Øyeblik, da mand finder Selv=behag i sit Arbeyde, da Agtsomheden
vederqvæges ved en uventet Læthed, og Jndbildingen opmuntres ved
nogle tilfældige Ypperligheder, som ikke vare indbefattede i den første
Plan, saa ere dog de mødende Vanskeligheder saa store og mangfol¬
dige, at et Menneske faaer siælden meere af sin Fliid og Stræben, end
en smertelig Overbeviisning om sin Afmagt og Ufuldkommenhed, og en
idelig Opvækkelse af Begiærligheder, som hand finder sig ikke mægtig
til at fornøye.
Saa vist er det, at Keedsommelighed og følge med vore flee¬
ørretninger, at enhver Mand, hvadsomhelst hans Embede er, trø¬
r sig med Haab om Forandring. Den som ved Fliid og Aarvaagen¬
ir banet sig Vey til et offentligt Embede, taler iblant sine Venner
om imtet andet end den Fornøyelse at leve si en sille Eensomhed. Den
