som ved stille og rolig tuderit nødes til at undslaae sig fra Ver¬
den, hører med et pikkende Hierte efter dens langt fra sværmende Bul¬
der, hand længes efter at komme iblant levende Creature, og beslutter,
saa snart hand kand blive Herre over sin egen Tiid, at tage sin deel af
Glæde og Lystighed, eller at lade sin Dygtighed see paa den allminde¬
lige Skue=Plads, og at nyde den Fornøyelse at blive æret og berømt.
Men naar mand ved Forfarenhed kommer til at kiende nøyere den
hagelig og lyksalig gderfor saa hæftigen tragtede efter, befindes det
Stand og Forandring, som mand nyeligen ansaae for at være saa be¬
ofte, at den ikke nær svarer til det vi havde ventet. Der møde os U¬
leyligheder, som vi ikke havde forestillet os, vi blive atter utaalmodige
og keedsommelige, vor Munterhed og Fliid aftager, vi længes igien
efter ny Forandring.
At det gaaer saaledes med de fleeste Skribentere, vil ikke blive
vanskeligt at beviise. De, som have lagt sig efter at vrage lærde Bø¬
ger, anmærke, at i de vittigste og berømmeligste Skrifter findes ikke den
Kraft og det Liv i Slutningen, som i de første Bøger; og mand har
anført adskillige riimelige Aarsager til denne Aftagelse; mand har viist
af Skriftets Beskaffenhed, at mindre Prydelser behøvedes i Slutnin¬
gen end i Begyndelsen. Men dersom mand havde spurt Skribenten
selv derom, da vilde hand maae skee bekiendt, at hans Jndbildings
Kraft var blevet mat, og hans Bestandighed svækket; at hand meget
vel vedste, at hans Verk var ikke fuldfærdiget; men at, da hand faae
Enden saa nær, kunde hand ikke længere undslaae sig for at søge Hviile.
Operk in longo fas esk obrepere somnum.
Inket endes i om endes ikke bedre end det begyundte.
Det er ikke nok at en ribent vedligeholder den første Munterhed og
Styrke, mand vente stedse meere og meere af ha¬ i Be
gyndelsen har være ykkelig at Pheds Lærere fore¬
skrive, at de stærkeste Argumenter skal anføres i Slutningen af Talen;
