den samme Regel kand nytte i mange andre Tilfælde; thl endskiønt
det er vanskeligt at udslette foregaaende Feyl eller Ufuldkommenheder
ved nogen efterfølgende ypperlig Førretning, saa kand dog den Be¬
rømmelse vi have forhvervet os ved en langvatig lykkelig Fremgang,
omsider blive tabt ved een eneste Forseelse; thi Skrøbelighed eller
Vildfarelse vil altid blive erindret af den Ondskab, Forfængelighed og
Misundelse, som fornøye sig derover.
en Skribent maae derfor ikke haabe, at Verden vil dømme saa
lemfældeligen om ham, som vi ere villige til at dømme os selv; ey hel¬
ler bilde sig ind, at en Dags Fliid vil forsone hvad der er forsømt
paa en anden; og at den Berømmelse, som er begyndt ved bifald,
skal stedse blive bestandig ved Vanen.
Den Skribent, som selv er keed af at skrive, vil snart giøre sine
Læsere keede. Lad ham derfor nedlegge sin Forretning, hvadsomhelst
den er, som ikke længere kand udviise sin forrige Færdighed eller Agt¬
somhed; lad ham ikke formasteligen trodse hans Dommeres Streng¬
hed, eller haardnakket fylde Skue=Pladsen, indtil en allmindelig Hvis¬
len befaler ham at gaae ud.
