falske Farver vare med stor Fliid lagte paa særdeles Parter; at
nogen hemmelig Uliighed blev fundet imellem Ordene og Tan¬
kerne, eller imellem de givne Begreb og Tingene selv; at usam¬
tydige Ting vare føyede tilhobe, eller at nogle Deele tiente
ikke til andet end at giøre det Gandske større, uden at befor¬
dre dets Skiønhed, dets Grundighed, eller dets Nytte.
Naarsomhelst Critike fandt deslige Feyl, og hun fandt
dem naarsomhelst de vare begaaede, da vægrede hun sig for at
røre Skriftet med den Ende af Scepteret, som bestemte det til
Udødelighed; og naar disse Feyl vare mange og grove, da vendte
hun Scepteret om, og lod Forglemmelsens Draaber falde derpaa
af Valmuerne og Cypresserne; en fordærvelig Dug, som strax
begyndte at fortære Skriftet, indtil det blev omsider gandske
ødelagt.
Der bleve ofte saadanne Skrifter bragte til Prøve, i hvil¬
ke, naar det stærkeste Lys blev kastet paa dem, der fandtes saa¬
dan en lige Deel af Skiønheder og Feyl, at Critike stod og
veygede sit Scepter i sin Haand, og vedste ikke, enten hun skul¬
de lade Draaber af Forglemmelse eller Ambrosia falde derpaa.
Disse Skrifter voxte omsider til saa stort et Tal, at hun blev
keed af at høre og undersøge saadanne tvilagtige Fordringer, og,
af Frygt for at bruge Retfærdigheds Scepter urigtigen,
henviiste Sagen til at undersøges og paadømmes af Tiden.
Tidens Afhandlinger, endskiønt meget seenfærdige, vare
dog, nogle faa Capricer undtagne, overeensstemmende med
