ler, som hans egen Kunst eller Styrke ikke kand opfylde; saa er
der dog intet Menneske, som jo giør sig selv endnu meere træn¬
gende og til en Slave af andre, ved det han bebyrder sig med
unaturlige Bekymringer; som jo giør sig selv fattig, ved det
han bilder sig ind at fattes det, som han ikke behøver; og som
jo lader sig plage af Græmmelse over Mangel paa det, hvor
af, naar han har faaet det, han ikke kand have nogen Nytte
eller Fornøyelse.
Vel maae det tilstaaes, at ligesom vi tabe en Deel af vor
Tiid, efterdi den stiæler sig stiltiende og usynlig bort, og man¬
gen en Time er gaaet bort, førend vi betænke at den gaaer; saa¬
ledes snige sig og unaturlige Begiærligheder uformærkte ind i
Sindet, og vi blive ikke vaer, at de tage Overhaand hos os,
førend vi opvækkes til Agtsomhed ved den Kummer de foraarsa¬
ge os. Jntet Menneske er saa gandske opmærksom, at han
holder Regnskab over et hvert Øyeblik af hans Liv, eller giver
agt paa enhver Bevægelse i hans Hierte. Meget af vor Tiid
bliver iligemaade opofret til Vanen; vi opholde os over unyttige
og ubetydelige Ting, efterdi vi see at andre giøre det samme;
paa samme Maade befænges og vore Begiærligheder ved andres
Exempel; vi see alle dem, der ere omkring os, ivrigen at jage
efter indbildte gode Ting, og vi begynde at trænge os frem i den
samme Jagt, paa det at andres større Fliid skulde ikke trium¬
phere over os.
Vel er det sandt, at naar et Menneske betragtes som et
Lem af det almindelige Samqvem, da behøver han mange
Ting, som maae skee i Naturens Stand ere overflødige og u¬
fornødne; og at mange Ting, som ere ikke aldeles fornødne, ere
dog saa nyttige og beqvemmelige, at de ikke læt kand undværes.
Jeg
