jelle
Emile.
Emil, som i lang Tiid, vel kiendt af Skiønnere,
Blant sine Bøger levede,
Og meere lagde Vind paa Dygtighed og Gaver
Til noger Embede, end Embede at faae,
Blev af en Ven adspurt, hvoraf det komme maae,
At han endnu et Embede ey haver,
Da dog den gandske Srad om hannem talede
Med en saa stor Berømmelse,
Og mangen en for ham mod Embede tør tage,
Hvis Dygtighed for hans ti Grader staaer tilbage!
Jeg, svarede Emil, langt heller høre vil,
Man spørger: hvi man mig endnu ey vil forsørge
Med noget Embede, end om man stulde spørge,
Hvorfor jeg kommet er dertil:
