berømmer det, som fattes ham selv, da ophidses han meere,
saasom det viiser, at J i nogle Ting agter andre yppermeere
end ham. Nidkiærhed er meget fortræfligen beskrevet i denne
Hensigt ved Horatz i hans Ode til Lydie.
Cum tu, Lydia, Telephi
Cervicen roseam & cerea Telephi
Laudas brachia, væ meum
Fervens difficill bile tumet jecur;
Tunc nec mens mihi, nec color
Certa sede manet; humor & in genas
Furtim labitur, arguens
Quam lentis penitus macerer ignibus.
Naar du, Lydie, ophøyer
Telephs Skabnings Deylighed,
Og dig ved den Roos fornøyer,
Jom du ham beærer med,
Priisende hans Rosen=Kinder.
Hans velskabte Hals og Arm,
Væ mig! jeg da Vreden finder
At opblusse i min Barm.
Galden mig i Bloder stiger,
Harm forrykker alt mit Vid,
Farven af mit Ansigt viger,
Blodet løber hid og did.
Taarene og af mit Øye
Hemmeligen stiæle sig,
Viisende, hvad jeg maae døye
Af den Jld, som tærer mig.
den nidkiære Mand bliver vel ikke vred derfor, at J kand
ikke lide en anden; men dersom det er fordi J finder disse Feyl
hos en anden, som findes i hans egen Caracter, da røber J
derved, at J har ikke alleneste Leede til en anden, men og til
ham selv. Kort sagt, han er saa begierlig efter at besidde al eders
