som de uden Tvil maae, da synes det meget forunderligt, at,
da Kunsten endnu er til, den skulde blive saa aldeles forsømt af
de nyere Skribentere, fornemmeligen naar de hver Dag forfare,
at, formedelst Mangel paa denne Fernis, Skrift=Dommerne
have i Orme=Skikkelse ædt sig ind i deres Træ, og smullet det
til Støv.
Men at handle om denne Sag tydeligen og uden Lignelse,
da er det gandske vist de nyeres Blufærdighed at tilskrive, at
deres Skrifter holdes ikke i høyere Anseelse end de Gamles. Og
dette, tænker jeg, vil blive saa aabenbart, som nogen anden
Sandhed, dersom vi i et Øyeblik betragte disse Folks Natur og
Embede, som kaldes Skrift=Dommere. Det er disse Folks
Natur at være overmaade dumme; og det er deres Embede at
afsige en endelig Dom over hvadsomhelst Skrifter, om de ere
gode eller ikke. Saaledes, da de beskikke sig selv til bemeldte
Embede, og antage det uden at have Smag, Gaver eller
Skiønsomhed, saa kand de paa ingen anden Maade giætte sig
til en Skribents Ypperlighed, end af det som bemeldte Skribent
har naadigen behaget selv at sige derom; og saasom de fleeste
nyere Skribentere ere bange for at meddele Publicum alt hvad
de tænke i deres egne Hierter om den Sag, saa have Skrift=Dom¬
merne mistaget denne deres frygtsomme Taushed for en Be¬
kiendelse om deres Skrøbelighed, og derfor fældet Dom over
deres Skrifter, at de due slet intet. Det er og ikke at forundre
sig over, at de handle paa denne Maade; thi efter hvilken for¬
nuftig Regel skulde et Menneske vente at en anden skulde tale vel
om ham, der har intet at sige til sin egen Berømmelse eller
Fordeel.
For
