kre hinanden om deres Høyagtelse, vilde giøre den samme Fi¬
gur, naar de havde brudt deres Løfte, som to falske Vidner,
der vare overbeviiste om Meen=Eed. Men den daglige Omgæn¬
gelse har saaledes aftaget i Dyd og Redelighed, at som
man siger i Kiøbmandskab: Lad Kiøberen see sig for:
saa ligeledes i Venskab, det Menneske er i Fare, som er meest
villig til at troe; han har des meere Aarsag til at frygte for Tab
ved et Kiøbmandskab jo meere han er forbundet til at være villig
at indlade sig deri.
Men disse Mennesker ere alleneste i Sandhed store, som
søge deres Ære heller i at forhverve sig selv et indvortes Sam¬
vittigheds Vidnesbyrd om værdige Foretagende, end i at haabe
den Ære og Berømmelse som følge dem. Disse høye Siæle
vilde heller hemmeligen være Aarsag til Hændelser, som ere
til det Menneskelige Kiøns Nytte, end have det almindelige
Navn og Rygte derfor, uden at være det. Hvor derfor saa¬
dan en ypperlig Fortieneste bliver ved Underfundighed eller
Bagtalelse berøvet sin tilbørlige Ære, der tiltager den kun des
meere, ved saadan Efterstræbelse af dens Fiender; den afmæg¬
tige Umag, som man giør sig for at besmitte den, eller at ud¬
sprede den iblant en Mængde til een eneste Persons Fornærmel¬
se, vil naturligen giøre en gandske stridig Virkning; Jlden vil
bryde ud i Lys Lue, og brænde op alt hvad der søger at dæm¬
pe, hvad de kand ikke udslukke.
Der er kun en Ting fornøden til at beholde en sand Ære, det
er, at høre med Taalmodighed dem som sætte sig imod den, og
at bevare den Dyd, hvorved den var forhvervet. Naar en
Mand er gandske overbeviist om, at han hverken bør agte, øn¬
ske, eller tragte efter nogen Ting, uden hvad der nøyagtigen er
