Men hvem kand hemme det Ukeud?
Jeg tviler om at denne Plage
Kand af vor Verden røddes ud.
Man kun et Raad hertil kand give,
Dog det er vanskeligt at naae,
At Narre maatte kloge blive,
Og see! de aldrig blive saa.
De efter Synet Priisen sætte
Paa Ting, og ikke med Forstand;
De rose ævigen det slette;
Thi de paa got ey skiønne kand.
En Herre havde tvende Hunde,
Den ene, kaldt Joli, forstod at viise sig
Saa lystig og saa tækkelig,
At alle, som den saae, den gierne lide kunde.
Den bragte hid igien, den leegte, sprang omkring,
Den giorde megen Støy; dog loe man ad dens Spring,
Dens Spøg og Pudser rooste bleve;
See, sagde man, hvordan alting paa den maae leve!
