Den ofte beed dens Haand, som strøg den kierligen,
Saa falskt og ondt et Hierte havde den;
Derpaa begyndte den igien at loggre, sleege,
Strax kaldte man dens Bid kortvilligen at leege.
Den var forsagt og uden Mod,
Optugtet slet, og ey til noget god;
Og omendskiønt den skreeg og giødte i utide,
Saa kunde dog det gandske Huus den lide,
Man kaldte den den lystige Joli;
Lisette sig med den forlystede; med hende
Den stedse sprang til Bords og Sengs, og disse tvende
Inddeelte deres Tiid i Søvn, Leeg) Gækkerie;
Men dog Lisette den langt overgik deri.
Fidel, den anden Hund, af Væsen langt adskillig,
Var ikke klygtig, ey kortvillig,
Men ærbar af Natur; dog holdt om Huset Vagt,
Den gik og ofte med paa Jagt.
Den troe, behiertet var i Fare,
Den giødte kun, naar det fornødent var.
Den døer: og strax dens Navn og Dyder glemte vare,
Man den uroost af Huset bar.
