Dog midt udi den største Jammer
Saae Chloris hendes Ven særdeles pyntelig
At træde ind i hendes Kammer.
hun nu ey meere bad, ey Døden ønskte sig.
Med mange søde Ord han smiggrer og han beder,
Han sukker, kysser og giør Eeder.
Fortryd o Chloris, ey derpaa,
At han dig fandt endnu i Live.
Din Damon lover jo, dig ævig troe at blive,
Hvorledes kunde du den grumme Tanke faae,
Ham ved din Død saa stor en Sorg at give?
De fleeste Smukkes Had, som deres Kierlighed,
Ey meget længe varer ved.
Og Chloris lod sig snart forliigt i Arme tage
Af den hun nyeligen Had=Værdig agtede,
Hun med en kiærlig Haand hans brune Kind og Hage
Vellystig strøg og klappede.
Dog i et Øyeblit forsmægte hendes Hænder.
Ach Venus! hvad er det, mon hun sit Liv nu ender?
Hun falder stille hen i Afmagt samme Stund,
Et lille Neb kom frem af hendes lille Mund,
Til Vinger bleve hendes Hænder;
Af hendes Barm en Fugle=Kroe brød ud,
Og Fiær beklædte hendes Hud.
Kand jeg vel troe hvad jeg her skriver?
Ja, Chloris til en Due bliver.
Hvor
