Ney, sagde Venus da, din Bøn ey tages an,
Hun sig ret skiønt til Due skikke kand.
Jeg Menneske=Gestalt vil hende aldrig skænke.
Hun haver sukket, leet, haft Lyst til Elskovs Spil,
Og stedse pyntet sig, men aldrig vildet tænke;
Som Due kand hun nu ret leve som hun vil.
O! om det dog kun ey Gudindens Tanke var,
De Smukke alle at forvandle,
Der lige saa, som Chloris, handle!
Man siger dog, hun det i sinde har.
Ach Venus, Ach! hvor mægtigt vil da blive
Paa Jorden Due=Folkets Tal!
Mand med en Kone da til Sengs sig vil begive,
Og, naar man vaagner op, en Due finde skal
At sidde paa sit Bryst. Jeg alt forud beklager,
At slig Forvandling fra os tager
Saa mangt et nydeligt og deyligt Ansigt. Ney,
O kiære Venus! giør det ey:
