imod Hovmod. Da Hertugerne fodrede, at de fattige Adels¬
mænd skulde skrive til dem Monseigneur, da begiærte de
virkelige Præsidenter i Parlamentet det samme af Advocaterne
og Procuratorene. Man har kiendt en Præsident, som vilde
ikke lade sig aarelade, fordi hans Feldskiærer havde sagt til ham:
Monsieur, paa hvilken Arm vil J at jeg skal aarelade eder?
Der var en gammel Parlaments Raad, som gik meere lige¬
frem til verks. En som havde en Sag for Retten, sagde til
ham: Monseigneur, Monsieur votre Secretaire
Parlaments Herren faldt ham strax i Ordet: J har sagt tre
Uriimeligheder i tre Ord; Jeg er ikke Monseigneur, min Se¬
cretair er ikke Monsieur, han er min Skriver.
For at giøre Ende paa denne store Forfængeligheds Pro¬
ces, saa maatte engang hver Mand blive Monseigneur i Fran¬
kerig; ligesom alle Fruentimmer, der tilforn vare Mademoisel¬
ler, ere nu virkeligen Madamer (*). Naar i Spanien en Tig¬
ger møder en anden Staader, siger han til ham: Min Herre,
har eders Velbyrdighed drukket sin Chocolate? denne høflige
Maade at tale paa, ophøyer Siælen, og vedligeholder det
menneskelige Kiøns Værdighed.
Cæsar og Pompejus kaldte hinanden i Raadet Cæ¬
sar og Pompejus. Men disse Folk forstode ikke at leve.
De endte deres Breve med Vale, lev vel; vi andre vare, for
(*) Det er bekiendt at det i Frankrig har været brugeligt, at gifte Koner,
der vare ikke af Stand, bleve kun kaldte Mademoiseller.
