ond og vanartig; og en blot Ondskab har aldrig været tillagt
Menneskene. Den Ulyksalige, som har saaledes bedraget og
forurettet os, skulde betragtes som den, hvis yderligste Hen¬
sigt har været, ikke at giøre os ondt, men sig selv got. Det
skulde ogsaa erindres, at han har taget feyl af Midlerne; at
han har forspildt Hans Venskab, hvis Naade er bedre end
Livet, ved den samme Opførsel, hvorved han har forspildt
vores, og at hvadsomheldst hans Hensigt end har været, for
hvis skyld han har opofret vor timelige Fordeel og Velfærd, saa
har han iligemaade derfor opofret sit eget Haab til en salig Udø¬
delighed; at han søger nu Lyksalighed, som han kand aldrig
finde, og underkaster sig Straf, som vil vare ævigen. Og hvor
meget bedre end denne forvorpne er han, som kand ikke bevæges
til Medynk ved at betragte denne hans Tilstand! Sandeligen,
dersom saadan en Fiende hungrer, da kand vi, uden at under¬
tvinge nogen Passton, give ham Føde; thi hvem, som seer en
Misdæder føres til Retter=Stedet, for hvilkensomhelst Mis¬
gierning, vilde afslaae ham en Drik koldt Vand?
Paa den anden Side, han, som Gud har tilgivet, maae
nødvendigen blive elskelig for Menneskene; at betragte hans
Carakter uden forudfattet Meening eller Partiiskhed, efter at
den er blevet forandret ved Omvendelse, er at elske ham; og
at betragte den uden Partiiskhed er ikke alleeneste vor Pligt,
men og vor Fordeel.
Saal¬
