nesker og Beester. Efter denne Grund=Sætning betragter
jeg Almuen, og undersøger først, hvorledes den lever. Den
boer under Straa=Hytter, eller i nogle Afkroge, som vore
Kiøbstæder overlade til den, efterdi man behøver dens Kræf¬
ter. Den staaer op med Solen, og uden at bekymre sig om
Lykken, som smiiler oven over den, saa tager den sine Klæder,
der ere de samme baade Vinter og Sommer; den dyrker vo¬
re Jorde og Hauger, den graver i vore Biergverke og Steen¬
Gruber, den udskiærer vore Moser, den renser vore Gader,
den bygger vore Huuse og forarbeyder vort Boeskab. Kom¬
mer der Hunger og dyr Tiid, da tager den til takke med alting
Naar Dagen er til Ende, da legger den sig haardt i Mødig¬
heds Arme. Saaledes giøre og de Dyr, som vi have gjordt
tamme, Oxen og Hesten beqvemme sig til alt det Slæb, som
vi paalegge dem, uden at forlange andet af os end Føde og
Huuslye. Er dette Fornuft;
Lader os gaae Borger=Standen forbi, hvor Fornuften be¬
gynder først at spiire frem, og lader os betragte den paa Ærens
Skue=Plads, hvor dens Virkninger ere meere kiendelige.
Den boer under kostbare Lofte. Den lader sine Klæder væve
af Guld og Silke. Den drager en vellugtende Luft; den sø¬
ger at opvække Begiærlighed til at spiise ved stærkt krydede
Rætter, og naar den vil hvile sig efter Ørkesløshed, da legger
den sig til at sove paa Duun. Naturens Drift veed ikke af
andet end det fornødne. Fornuften holder sig til det overflø¬
dige, den udregner alle de Grader af Høyagtelse, som kand
flyde deraf. Nu af en artig Klædning, nu af et ziirligt Boe¬
skab, nu af en smuk Eqvipage. Der er intet som undviger
