Meqve frumentumqve simul per omnes
Consulens mundo Dea spargit oras
Crescite, O! dixit, duo magna susten¬
tacula vitæ.
Carpe, mortalis, mea dona lætus,
Carpe, nec plantas alias require;
Sed satur panis, satur et soporis,
Cætera sperne.
Den tager meget feyl, der mig saa ringe agter,
Og kun som et Ukrud blant Kornet mig betragter;
Den milde Skaber mig, med viis Forsynlighed,
Paa Sæde=Agrene har selv beskikket Sted.
Han mig blant Brødets Børn i alle Verdens Ranter
Til Gavn for Mennesket udspreder selv og planter;
voxer, sagde han, J høystfornødne to,
Jom Livet holde op med Føde og med ø
Brug da, O Menneske, fornøyet disse Gaver,
Begiær ey anden Frugt end disse, som du haver;
Naar du af Brød og Søvn kand det fornødne faae,
Da alle andre Ting af dine Tanker slaae.
Søvnen derfor, som den fornemste af alle jordiske Velsig
nelser, tilegnes billigen Flittighed og Maadelighed; den veder¬
qvægende Hvile og den rolige Nat ere alleneste hans Deel, som
legger sig ned, træt af ærligt og sømmeligt Arbeyde, og frie for
Dunster af ufordøyet Fraadserie og Drik; det er Dovenskabs
og Fylderies retfærdige Dom, at være ledige uden Lættelse, og
døsige uden Rolighed.
Sævnen
