ere meget mægtige; og det Raad jeg vilde give eder, er, at naar¬
somhelst J finder for got at gaae til deslige Steder til eders
egen Fornøyelse eller Tiidsfordriv, J da vilde lade eders Hu¬
strue blive hiemme; thi der er intet, som giver større Opmun¬
tring, end at der bliver sagt: der var heele Verden og hans
Kone?; hvoraf man slutter at heele Verden og hans Ko¬
ne vil være der igien næstfølgende gang. Jeg er, med stor
Høyagtelse,
Min Herre,
eders ydmyge Tiener,
Cosmophilos.
Nattergalen og Gøgen (af Gellert.)
Den søde Nattergal istemmede engang
Sin uforlignelige Sand
At see, om den derved kand Menneskene røre.
de Drenge, som med Leeg i næste Dal derved
Sig giorde lystige, fremturede dermed,
Og vilde paa dens Sang ey høre.
Een Gog paa samme Tiid sig lystig høre lod;
Det Drengene saa vel anstod;
De loe, de klappede, de giorde, den til Ære,
Det deylige Kukkuk ti gange efter den.
Hør, sagde Gøgen da til hin, hvor storligen
Min Sang maae angenem for disse Herrer være;
Jeg tænker, at der ey ret meget fattes maae,
At jo min Sang for din af dem skal Priisen faae.
