mægtig
Angest, som hun har selv sagt mig
til at beskrive.
De som læse denne lille Historie, have fornummet, at Msr.
Wilson havde leyet sig et Værelse uden for Byen, hvorhen
det meentes at han begav sig hver Aften, siden hans Misforstaa¬
else med hans Hustrue, men det var virkeligen dette Huus nær
ved St. James, som han ideligen gik til. Han havde vel leyet
de forhen meldte Værelser, men af en anden Aarsag end blot for
at skye hans Hustrue. Anledningen var denne.
Da han en Dag vankede omkring i Spatsere=Gangene ved
St. James, saae han et ungt Fruentimmer siddende allene paa
en af Bænkene; hun var tarveligen dog næt klædt, og hendes
Væsen og Maneerer viiste at hun var ikke af den nedrige Rang;
Han gik nærmere til hende, uden at hun blev ham vaer, og saae
i hendes Ansigt, som var prydet med Uskyldighed og Skiønhed,
den dybeste Melankolie, som nogen kand forestille sig. Han stod
i nogen Tiid og betragtede hende; og da hun omsider blev det
vaer, sprang hun op af hendes Sæde i nogen Forvirring og søg¬
te at undvige ham. Frygt for at miste hende gav ham Mood
til at tale til hende. Han bad om Forladelse fordi han havde
forstyrret hende; og undskyldte sin Nysgierrighed med hendes
overmaade Skiønhed, og den Bedrøvelse, som var blandet
dermed.
Det er anmærket af en meget viis Skribent, hvis Navn og Bog jeg
har forglemt, at et Fruentimmers Hierte er aldrig saa topfuldt af Bedrø¬
velse, at jo en lille smule Flatterie vil snige sig ind ien Krog derudi; og saa¬
som Wilson var en smuk Karl, og talte til hende med en utvungen Artighed,
saa lod Fruentimmeret sig snarlig overtale til at sætte sig igien paa Bænken
og at tillade ham at sidde ved hendes Side. Wilson, som var virkeligen hier¬
te=slaaet, giorde hende tusende Forsikkringer om hans Høyagtelse og
Venskab; besværende hende tillige, at hun vilde sige ham, om hans For¬
mue eller Tienester kunde giøre noget til at befordre hendes Lyksalighed; og
