der foruroeligede hende, end den blotte Følelse af Menneskelig¬
hed. Jmidlertiid, inden faa Minuter, og ved beqvemme
Midler, begyndte Mad. Wilson at komme til sig selv igien.
Hun saae sig i førstningen runden om med Bestyrtning, saasom
hun erindrede ikke hvor hun var; men da hun saae sig i Arme¬
ne af hendes Medbeylerinde, hvis Omhyggelighed hun var saa
meget forbundet, og som med den kierligste Bedrøvelse spurte
hvorledes hun befandt sig, følte hun paa nye at hun vilde fal¬
de i Afmagt. Nu var det at hun udviiste all den Mandhaftig
hed, som hun besad, hvilken, tillige med en Flood af Taare,
som kom hende til Lettelse, gav hende Magt til (da Tieneste¬
folkene vare gaaet ud) at begynde som følger:
Madam, jeg er visselig et ulyksaligt Fruentimmer, og
har ofte disse Anstød, men vil aldrig meere være Aarsag til Uley¬
lighed her i Huuset. J er et elskeligt Fruentimmer, og fortie¬
ner at være lyksalig i at have den beste Ægtemand. Jeg har
og en Mand; men han elsker mig ikke meeere. Han er ikke
ubekiendt for Msr. Roberts, omendskiønt jeg er saa ulyk¬
kelig at være det. For at begiære hans Raad og Bistand har
jeg gjordt denne Besøgelse; og da jeg fandt ham ikke hiemme,
bad jeg om Tilladelse at komme til hans Hustrue, som jeg
længtes efter at see og at tale med. Mig, Madam! svarede
Mad. Roberts, med nogen Bevægelse, havde J hørt no¬
get om mig? "At J var saaledes som jeg har fundet eder, Ma¬
dam, svarede den Fremmede, og at J havde gjort Monsr.
Roberts lyksalig med et deyligt Drenge=Barn. Maae jeg
see det, Madam? Jeg skal elske det for Faderens Skyld.
Hans Fader, Madam! spurte Konen i Huuset, hans Fader
sagde J? Jeg har da taget feyl; jeg tænkte at J havde ikke kiendt
ham.
