ham.  Jeg tilstaaer, sagde Mad. Wilson, at jeg ikke kiender
ham af Person, men vel af Carakter; og derfor skal jeg holde
af det lille Barn. Dersom det er ikke for stor Uleylighed, Ma¬
dam, da beder jeg at J vil lade mig see det.
Den Hæftighed hvormed denne ubekiendte Besøger gjorde
denne Begiæring, hendes Besvimmelse i førstningen, og hen¬
des stadige Bekymring, satte Mad. Roberts i den største
Uroelighed og Frygt. Jmidlertid havde hun dog den Frimo¬
dighed, at gaae selv efter Barnet, og uden Vidner at give
Agt paa den Fremmedes Opførsel. Mad. Wilson tog det
i sine Arme, brast i Graad og sagde: "Det er en sød Dreng,
Madam; gid jeg havde saadan en Dreng, havde han været
min, da havde jeg været lykkelig. Med disse Ord, og i en
dødelig Smerte af Græmmelse og øm Kierlighed, som hun stræb¬
te at skiule, kyssede hun Barnet og gav det igien til dets Moder.
Det var en Lykke for denne, at hun havde nu en Undskyld¬
ning for at gaae ud af Kammeret. Hun havde seet og hørt
hvad der gav hende Aarsag til at skælve for hende selv; og det
varede i nogle Minuter, efter at hun havde leveret Barnet til
Ammen, førend hun havde Mood nok til at gaae ind igien. De
satte sig begge ned igien, og en melankolisk Taushed varede i
nogen Tiid. Omsider begyndte Mad. Roberts saaledes:
J er ulyksalig, Madam, fordi J har ikke noget Barn.
jeg beder Himmelen, at mit maae ikke være en Hierte-Sorg
for mig. Men jeg besværer eder, ved den Godhed som lader
sig see hos eder, at J vil fortælle mig eders Historie. Maae¬
skee den angaaer mig; jeg har et prophetisk Hierte, som siger
