mig at den giør. Men hvadsomhelst jeg end maae lide, og
enten jeg lever eller døer, saa vil jeg være retfærdig imod eder.
Mad. Wilson blev saa bevæget over denne Ædelmo¬
dighed, at hun mueligen havde aabenbaret sig selv, dersom
hun ikke havt hørt at der blev stærkt banket paa Gade=Dørren,
og strax derpaa seet hendes Mand komme ind i Kammeret. Han
vilde gaaet hen til hans Kiæreste med den yderste Fornøyelse
og Mildhed, da han i det samme fik at see hendes Besøger:
over hvilket Syyn han blev staaende ubevægelig, og saa for
bauset, at det ikke kand beskrives. Begge Fruentimmernes
Øyne vare paa engang fæstede paa hans, hvilket saaledes for¬
øgede hans Forvirring, at Mad. Wilson, af Medynk over
hvad han følte, og for at skaffe hendes Veninde nogen Lættelse,
talte til ham som følger: Jeg undrer ikke paa, min Herre, at
falder i Forundring over at see en gandske Fremmed i eders
uus; men mit Ærende er at tale med Herren der i; og dersom
J vil beviise mig den Føyelighed og høre mit Anliggende i et andet
Kammer, da vil det forme ere de Høfligheder, som eders Kiære¬
ste har begegnet mig med.
Wilson, som ventede en gandske anden Hilsen af hans Ko¬
ne, blev saa oplivet ved hendes fornuftige Klogskab, at han begynd¬
te at faae Magt til at røre sig igien; han leedte hende derfor ud
og ned i en anden Stue. De vare ikke saa snart komne ind i den¬
ne Stue, førend Manden kastede sig i en Stool, og fæstede
sine Øyne paa Gulvet, medens hans Kone talte ham til med
disse Ord:
Hvor¬
