Stræben, rystede de paa Hovedet, og gik bort, ligesaa tungt
belæssede som de vare komne. Jeg saae en Mængde af gamle
Fruentimmer, som kastede deres Rynker fra sig, og adskillige
unge, som skilte sig ved en guul Hud. Der var en meget stor
Dynge af røde Næser, store Læber og sorte Tænder. Sandt at
sige, jeg forundrede mig storligen over, at see, at den største
Deel af Bierget bestod af legemlige Ufuldkommenheder og Feyl¬
Da jeg gav agt paa een, som hastede hen til Hoben, med en
meere end sædvanlig stor Byldt paa hans Ryg, befandt jeg,
da han kom nærmere, at det var kun en naturlig Pukkel, hvil¬
ken han med stor hiertens Glæde kastede hen iblant denne Sam¬
ling af menneskelige Elendigheder. Der vare iligemaade alle
Slags Sygdomme, omendskiønt jeg let kunde mærke, at der va¬
re langt fleere indbildte end virkelige. En liden Byldt kunde
jeg ikke andet end give agt paa, hvilken var en Samling af alle
de Sygdomme, som den menneskelige Natur er underkastet;
denne lille Byldt var i mange fine Folks Haand: Den kaldtes
Milt=Syge. Men det som allermeest satte mig i Forundring,
var denne Anmærkning jeg giorde, at der blev ikke kastet en
eeneste Last, Udyd eller Daarlighed i den heele Hob; hvorover
jeg blev meget forbauset, saasom jeg havde sluttet hos mig selv
at enhver vilde tage denne Leylighed i agt, at skille sig ved sine
Passioner, forudfattede Meeninger og Skrøbeligheder.
Jeg gav i sær agt paa et meget ryggesløst Menneske, og
jeg tvilede aldeles ikke om, at han kom belæsset med hans Mis¬
gierninger; men da jeg randsagede hans Byldt, fandt jeg
at i stedet for at kaste sin Skyld fra sig, havde han alleneste ned¬
lagt sin Hukommelse. Efter ham fulgte en anden liderlig Skielm,
som bortkastede sin Undseelighed i stedet for hans Vankun¬
dighed.
134na
Da
