for den han havde skilt sig ved; hvad heller det kommer deraf,
at alle de onde Ting, som tilfalde os, ere i visse Maader lempe¬
de og passede efter vor Styrke, eller og, at et hvert Onde
bliver meere taaleligt ved det vi ere vante dertil, det skal jeg ikke
dømme om.
jeg kunde ikke bare mig for at have en hiertelig Medynk
med den stakkels pukkelryggede Herre, som jeg forhen meldte om,
som gik bort en meget velskabt Person, med en Steen i hans
Blære, saa og med den vakkre Herre, som havde gjordt dette Bytte
med ham, og som humpede igiennem en heel Forsamling af
Fruentimmer, som pleyede at rose hans smukke Skabning, med
et par Skuldre der pippede op over hans Hoved.
jeg maae ikke forbigaae min egen særdeles Tildragelse.
Min Ven med det lange Ansigt havde ikke snarere paataget mit
korte Ansigt, førend han gjorde saadan en sælsom og pudseerlig
Figur deri, at da jeg saae paa ham, kunde jeg ikke bare mig for at
lee over mig selv, saa at jeg bragte mit eget Ansigt i Forvirring.
Den stakkels Herre tog sig det saa nær at han blev beleet, at jeg
fandt han skammede sig ved det Bytte han havde gjordt. Paa den
anden Side fandt jeg, at jeg selv havde ikke stor Aarsag til at
triumphere, thi da jeg vilde røre ved min Pande, tog jeg feyl af
Stedet og kom med Fingeren paa min øverste Læbe. Derfor¬
uden, saasom min Næse stod overmaade langt frem, saa gav jeg
den to eller tre ulykkelige Stød, da jeg strøg mig i Ansigtet med
min Haand, og sigtede til et andet Sted. Jeg saae to andre
errer hos mig, som vare i de samme latterlige Omstændighe¬
der. Disse havde gjordt et daarligt Bytte imellem et par tyk¬
ke og krumme Been, og to lange Tromme=Stokke, som havde
ingen Legge ved sig. En af disse saae ud ligesom en Mand der
ger
