for des bedre at vælge en Keyserinde, lod han offentligen giøre
bekiendt, at alle de, som agtede sig saa deylige og behagelige,
at de kunde giøre sig Haab om Thronen, skulde indfinde sig i
Constantmopel. Gud veed hvilket Tilløb der var. Jeg reyste
og derhen, og tvilede ikke paa, saasom jeg var meget ung, hav¬
de meget levende Øyne, og en temmelig yndig og fiin Anseelse,
at jeg jo kunde stride med de andre om Riget. Paa den be¬
stemte Dag, da saa mange skiønne Medbeylerinder bleve for¬
samlede, betragtede vi alle, med en urolig Omhyggelighed,
hinandens Ansigter, og jeg merkte med Fornøyelse, at mine
Medbeylerinder ansaae mig ikke med meget gode Øyne. Key¬
seren kom frem. Han gik først igiennem adskillige Rader af
Skiønheder uden at sige noget; men da han kom til mig, tien¬
te mine Øyne mig saa vel, at han blev staaende. J Sand¬
hed, sagde han til mig, med saadan en Miine, som jeg
kunde ønske, Fruentimmerne ere meget farlige, de
kand giøre meget ondt. Jeg tænkte at det kom nu kun
an derpaa, at jeg lod see nogen Forstand, og at jeg da var
Keyserinde; og i den Forvirring af Haab og Glæde, hvori jeg
da befandt mig, umagede jeg mig for at svare: Til Veder¬
lag, Herre, kand Fruentimmerne giøre, og have
undertiden gjordt meget got. Dette Svar fordervede
alting. Keyseren fandt det saa sindrugt, at han torde ikke æg¬
te mig.
Athenais.
Denne Keyser maae have haft en meget underlig Carak¬
ter, siden han var bange for saa stor Forstand; og han maae
ikke have forstaaet sig meget derpaa, efterdi han tænkte at der
var
