Men jeg, som har længe lagt mig efter den strengeste og
meest afsondrede Philosophie, har nu i min kølige og moedne
Alder faaet saadant et Herredom over mine Passioner, at jeg
kand høre saa vel det ene som det andet Kiøns Skriig og Kla¬
gemaal, uden at lade mig sætte i nogen Bevægelse ved deres
Hidsighed, som yttre dem. Thi jeg har fundet, ved lang For¬
farenhed, at en Mand vil undertiden tage grumt afsted med sin
Kone, naar det er virkeligen hans Mattresse der har fortørnet
ham; og at en Hustrue vil beklage sig over hendes Mands
Grumhed, naar hun haver ingen anden Fiende end slet Kort.
Jeg lader mig nu ikke længer bedrage ved Eder paa den eene
eller ved Anstød af Besvimmelse eller andre Tilfælde paa den
anden Side; og naar Manden skynder sig hen til et Viin¬
Huus, og Konen slutter sig ind i sit Kammer, er jeg ikke altid
vis paa, at de drives dertil ved deres Elendigheder; efterdi jeg
har undertiden Aarsag til at tro, at deres Forsæt er ikke saa
meget at lindre deres Sorg, som at ophidse deres rasende Vre¬
de. Men hvor lidet man end kand troe særdeles Beskyldinger,
saa viser dog den almindelige Mængde deraf, at gifte Folk ha¬
ve ikke meget ofte forøget deres Lyksalighed; og derfor maae
det være tienligt at undersøge, igiennem hvilke Tilgange saa
mange Ulykker have trængt sig ind i Verden. Med dette For¬
sæt har jeg nøye undersøgt mine Venners Levnet, som have
været mindst lykkelige i deres Ægte=Foreninger, og med stor
Fliid betragtet, hvad der bevægede dem til at gifte sig, og ef
ter hvilke Grund=Regler de indrettede deres Vall.
En af de første blant mine Bekiendtere, som besluttede at
forlade den ustadige og ubetænksomme Ung=Karls Stand, var
Prudentius, en Person af et langsomt Begreb, men dog
ikke uden Kundskab og Skiønsomhed i Ting, som han havde
