alleeneste ophøyet til en meere prægtig Trældom, og fordømt
til at slæbe all sin Livs Tid bort i den dobbelte Carakter af Ko¬
ne og Tienestepige.
Lascivia, for at forskaffe sig et Paaskud under hvis
Skin hun kunde fornøye sin forargelige Ryggesløshed, løb bort
med hendes Faders Lakey. Hun har været nødt til at give ham
Forsikkring for en anseelig aarlig Liv=Rente, og at hendes Gods
skal tilfalde ham efter hendes Død, for at faae ham til at ind¬
gaae, at han aldrig vil komme hende nær, saa længe hun lever.
Parcus, en meget riig Borger, tog, af Sparsomme¬
lighed, en jævn Naboes Datter, uden en Skillings Medgift;
saasom han meente at det vilde koste ham mindre, end om han
ægtede en stadselig Hof=Dame, omendskiønt med en heel Mynt
af Penge. Det er sandt, hun koster ham kun gandske lidet i
Klæder; hun har ingen Lyst til Lapperier, til Snorrepiberier,
til Krims krams; hun er en Hader af Sælskab, og tager aldrig
Kort i sin Haand; men derimod sender hun altid varm Mad til
een Naboe, som er syg; Flasker med Viin til en anden, som
ligger i Barsel=Seng; og giver bort hver Uge saadan en Mæng¬
de af Levninger, Brød, Smør, Ost, Kull, Lys og tyndt Øll,
at Huusholdings Omkostningerne vilde næsten ødelegge en Lord
Mayor. Derforuden plager hun ham ideligen, at han skal
sætte et Sødskende=Barn i Lære, at han skal hielpe en vidtløf¬
tig Paarørende i Stand, at han skal udreede en gammel Be¬
kiendters Barn til at gaae til Søes, eller kiøbe Klæder til en
anden; og Parcus beklager sig, at han bliver ædt ud af
Huus og Hiem, ved hans Kones fattige Paarørendes daglige
Besøgelser.
Siig
