mindelige Lyksalighed udbreeder sig over det gandske Folk; al¬
ting er Triumpf og Glæde, Lyst og Overflødighed; der er in¬
gen offentlig Frygt og Fare, og ingen Klagemaal paa Gaderne;
men enhver særdeles Persons Tilstand er meget lidet forbedret
ved denne almindelige Rolighed; Kummer og Ondskab og Mis¬
fornøyelse fare endnu fort med at hærge og forstyrre; hemme¬
lig Rov og Vold gaaer u-ophørligen for sig, og Graven bliver
fremdeles fyldt med Sorrigs Slagt=Offer.
Den som træder ind i et lystigt Sælskab, seer en munter
Fornøyelse afmalet i et hvert Ansigt, finder at alle sidde ledige
og have intet at giøre eller at tænke paa, uden at give eller tage
Forlystelse; han vilde naturligen bilde sig ind, at han var om¬
sider kommet til Lyksaligheds Hoved=Stad, det Sted, som
var alleeneste indviet til Hiertets Glæde, og fra hvilket al Frygt
og Bekymring var saaledes udelukt, at de aldrig meere kunde
trænge sig der ind. Saaledes kand vi og ofte finde deres Mee¬
ning, som fra en nedrig Stand see op til den Pragt og Lystig¬
hed, hvilken de ikke kand opnaae; men hvo iblant disse, som søge
saadanne vellystige Forsamlinger, vil ikke tilstaae sin egen Urolighed
og Misfornøyelse, eller kand ikke opregne de Fortrædeligheder og
Bekymringer, som fortære hans lystige Staldbrødres Liv?
Verden, i sin beste Stand, er intet andet end en vidløftigere
Samling af Kreature, der slaae sig tilsammen for at give sig
Anseelse af en Lyksalighed, hvilken de ikke fornemme til, som an¬
vende alle Konster og Paafund for at pryde Livet, og at skiule
deres virkelige Tilstand for andres Øyne.
