at tage imod, og
ve elendig iden ved sin egen
Forseelse.
Jmidlertid er det fornemmeligst ved Drøvelse og Gienvor¬
dighed at Menneskets Hierte bliver reenset, og hans Tanker
fæstede paa en bedre Stand. Lyksalighed og Medgang, hvor
beblandet og ufuldkommen den og er, har Magt til at forrykke
indbildingen, at fæste Sindet til de nærværende Ting, at vir¬
ke Selv Tilliid og Stolthed, saa at den, der haver Overflø¬
dighed og Ære, forglemmer den Haand, af hvilken de ere
ham givne. Det er sielden at vi paa anden Maade, end ved
Modgang, blive opvakte til at føle vor egen Afmagt og Skrø¬
belighed, eller lære at kiende, hvor lidet alt hvad vi have for¬
hvervet, kand befordre vor Sikkerhed eller vor Rolighed; og
hvor billigen vi maae tilskrive en høyere Magts Over=Til¬
syn, disse Velsignelser, hvilke vi, overmødige ved Lykkens Med¬
hold, betragtede som Virkninger af vore kloge Anslag eller vor
Tapperhed.
Intet giør os meere dygtige til at imodstaae de Fristelser,
som ideligen omgive os, end at vi jævnligen vænne os til at be¬
tragte Livets Korthed, og disse Fornøyelsers Uvished, som lok¬
ke os til at jage efter dem; og denne Betragtning kand indpren¬
tes os alleeneste ved Gienvordighed. ODød, hvor bit¬
tter er din Jhukommelse for et Menneske, som le¬
ver rolig med sit Gods! Dersom vor nærværende
Stand var en stedsevarende Følge af Forlystelser, eller en jævn
uforstyrret Stillhed og Rolighed, da skulle vi aldrig villigen
tænke paa dens Ende; Døden vilde da gandske vist overrumple
os som en Tyv om Natten; og vore foresatte Pligter vil¬
