skiønt de elske hverandre umaadeligen, ja ligesom Børn, saa
lade de sig dog aldrig mærke dermed i Sælskab; jeg saae aldrig
nogen af dem saa meget som at leege med den andens Haand
--- Jeg meener alleneste, naar de have vedst at jeg var saa
nær at jeg kunde see det; thi jeg har vel stiaalet mig uforvaren¬
des paa dem, og har hørt og seet saadanne Ord og Øyekast,
som have gandske bevæget mig.
Med dette Par, og i denne Eensomhed har jeg fordrevet
min Tiid, siden J hørte fra mig. Jeg behøver ikke at sige
eder hvor lyksaligen og fornøyet; Kom og døm selv derom; de
indbyde eder gandske hierteligen.
Een Ting havde jeg forglemt at fortælle eder om dem. Det
giør ingen Deel af deres Lyksalighed, at de kand ligne sig imod
andre i Verden, der have ikke Sind til at leve saa fornøyede i
sig selv, som de giøre. Det heller formindsker end forøger den.
Deres egen Lyksalighed er af deres egne Hierter. De have alt
hvad de ønske, i disse halvtredsindstive Pund om Aaret, og i
hverandres Besiddelse. De rose sig ikke selv, ey heller dadle
andre. Det giør dem ondt at jeg er ikke saa lyksalig som de;
men det er langt fra at de raade mig til at slaae mig fra Verden
som de have gjordt. Jeg lod ligge efter mig i mit Kammer en
Banqve=Seddel paa tive Pund, indsluttet i et Taksigelse=Brev¬
for deres Høflighed imod mig. Men Seddelen blev i Morges
sendt mig tilbage til York, men paa saadan en Maade, som be¬
hagede mig meere end all deres øvrige Opførsel. Vor Ven tak¬
kede mig for den Godhed jeg vilde beviist ham; men sagde der¬
hos, at jeg kunde bedre anvende den iblant de Fattige. At hans
Hustrue
