sikkret om, at J har saa megen Ære og Medlidenhed, at
J vil lade disse Personer vide, i nogle af eders Blade, hvor
stor Uret de have. Jeg haver været giftet næsten i fem Aar,
"og jeg veed ikke at jeg i al den Tiid er nogensinde gaaet ud uden
min Mands Tilladelse og Samtykke. Ved adskillige af mine
Paarørendes idelige Anmodninger nødes jeg til at gaae oftere
ud end jeg har Lyst til, og da er det at jeg udstaaer ulideli¬
ge Angester. Det Menneske, eller rettere Udyr, indfinder
sig paa alle de Steder hvor jeg kommer. Det nedrige
Skarn! fordi jeg vil ikke tage imod hans væmmelige ugude¬
elige Besøgelser, eller bestilte Sammenkomster, saa stræber
han paa alle de Maader han kand at giøre mig ulykkelig.
Han forlod mig blottet for Venner og Penge, og agtede
mig ikke engang værdig at erkyndige sig om mig, indtil det
tulykkeligen hændte sig at han fik mig at see i en Loge, glim¬
rende af Ædelsteene. Da opvaktes hans Begierlighed igien.
DDa anstillede den Hykler sig som han angrede hans forrige
konde Forhold. Da begyndte han igien at bruge alle de Kunst¬
greb, som tilforn havde hiulpet til at føre mig i Ulykke.
Jeg kand ikke lade mig anden gang bedrage af ham. Jeg
chader og har Afskye for hans vederstyggelige Kierlighed, og saa¬
som han klarligen mærker det, saa arbeyder han paa, enten
af Ondskab eller for Lyst, at beskæmme mig. Jeg kommer
taldrig i noget offentligt Sælskab, at jeg jo seer ham der; og
"der er det at han med største Fliid udviiser sit Fiendskab.
" Kort sagt, han har fortalt alle hans Bekiendtere vores ulyksa¬
