en selvraadig Forvirring havde saa nyeligen regieret, og hvor Jnd¬
vaanerne havde været i saadan Nød, at Livets fornødne Ting
havde ikke været at bekomme uden for en umaadelig Priis. Vel
har man lastet ham for hans alt for store Strenghed; men det
er gandske vist, at han aldrig fordømte til Døden den største
Misdæder, end og af den nedrigste Pøbel, uden at Mufti
tilforn havde dømt saa.
Det kand ey heller formodes, at en Mand, hvis Ære og
gode Hierte saa klarligen lod sig see, kunde være grusom. Det
største Beviis, som kand anføres til at frikiende ham for denne
Beskylding, er den almindelige Bedrøvelse, som Folk af alle
Slags Rang udviiste, da han i Martii Maaned 1732 blev afsat
fra hans Embede.
Han imodtog sin Afskeeds befaling med den allerstørste
Sinds Rolighed; thi han var alt for viis til at vente, at Dy¬
den allene kunde stadfæste en Mand i et Embede under en for¬
virret Regiering, og hvor Forandring blev holdt for at være
fornøden. Da han kom ud af Serallet, og havde leveret Ri¬
gets Segl fra sig, fandt han sine Venner og Huusfolk meget tan¬
kefulde og mistrøstige. Hvad er Aarsag, sagde han, til eders
Bedrøvelse, har jeg ikke altid sagt, at en Viziers Embede
er iblant alle Embeder meest formodentligen kun kort. All
min Bekymring var, hvorledes jeg skulde komme ud deraf
med Ære; og Gud skee Tak, jeg har ikke gjordt noget, som jeg
kand bebreyde mig selv. Min Herre, Store Sultanen er fornøyet
med min Tieneste, og jeg overgiver mit Embede med fuldkom¬
"men Fornøyelse. Derpaa gav han befaling, at man skulde
takke Himmelen, ret ligesom det havde været en af de lyksaligste
Hændelser i hans gandske Liv.
(Fortsættelsen følger efter)
