Et retsindigt Menneske tager ikke Velgierninger af enhver
uden Forskiæl, han anseer mindre det man tilbyder ham, end
Personen der vil giøre ham Tieneste. Siig mig engang, hvad
Værdighed og Fortieneste har en Skielms Velgierning? Jeg
vilde agte mig vanæret ved hans Tilbud. Naar man maae tak¬
ke et skarnagtigt Menneske for sin Lykke, da har man stedse
noget at bebreyde sig selv; det er et afskyeligt Middel til Be¬
fordring at bruge et Skarns Anseelse.
Man giør Tienester nok, men man giør dem ikke paa en
god Maade. Man seer Folk der giøre det saa uskikkeligen, at
man maatte agte sig lykkelig, om man havde ikke benyttet sig
af deres Tieneste. De bebreyde eder uafladeligen, at de have
gjordt eder til det J er; er der noget meere grusomt? Skulde
man ikke være dem meget meere forbundet, dersom man var dem
aldeles ikke forbundet.
En Romer sagde til een, som bebreydede ham, at han
havde reddet ham fra Cæsars Tyrannie: Overgiv mig
igien til Cæsar. Ligesom han vilde sagt: hvor bedrøvelig
min Skiæbne end havde været, saa skulde jeg dog kun engang
mistet Livet, i Stedet for at du ved dine Bebreydelser fornyer
min Død hvert Øyeblik. Jeg skulde taalt Cæsars Haardhed,
som var min Herre og min Overvinder; men er en Vens
Haardhed fordragelig?
Det er en Maler tilladt at betragte hans Arbeydes Skiøn¬
hed med Forundring og Fornøyelse; dette er Venner forbudet;
hos dem er det lastværdigt at føde sig med den Fornøyelse at
sige: Jeg har gjordt den eller den til det han er.
Det er ikke forbudet at foreholde sin Ven de Tienester man
har gjordt ham, dersom man veed at giøre det paa saadan en
fiin Maade, at det ikke synes en Bebreydelse. Kand der være
