Den Optugtelse som man giver Regentere, den Dyd man
indprenter dem, ere saadanne Velgierninger og gode Ting, som
overgaae all Erkiendtlighed. Saa læt som det er dem at be¬
lønne en dygtig Malers Kunst eller en Bygmesters Opfindel¬
se, saa umueligt er det dem at afbetale en nidkiær Minister,
en viis og dydig Hofmester, en troe Raadgiver. Da Ari¬
stoteles døde, begræd Alexander hans Død med bittrere
Taare end sin egen Faders. Har Seneca ikke gjordt meere
godt imod Nero, end denne Kæyser var mægtig til at giøre
imod det Romerske Folk?
Skal jeg foretage mig at indprente Menneskene indbyrdes
Erkiendtlighed imod hmanden? De have tabt all Følelse deraf
i henseende til Gud. Alting er for Mennesket i denne viide Ver¬
den, og der findes intet for Gud i Menneskets Hierte.
Solen skinner paa denne Ugudelige, som giør sig uværdig
til dens Lys; Havet legger sine rasende Bølger, for at bringe
den gierrige Kiøbmand til fremmede Lande, Jorden giver or¬
dentligen sine Frugter til de umættelige Riige; i Stedet for lat
man burde oplukke Øynene for at kiende denne gavmilde Haand,
af hvilken man faaer saa rare Velgierninger, saa tillukker man
sit Hierte for Erkiendtlighed, sin Mund for Taksigelser, man
lukker den kun op for at beklage sig.
