me om Skrifter. Socrates, som ved en langvarig Agt¬
somhed paa sig selv og andre havde mærket, hvor svag den stær¬
keste, og hvor mørk den meest oplyste Forstand er, var bange
for at dømme for hastigen vel om sig selv, eller at slutte,
at en Skribent havde skrevet uden Mening, efterdi han kun¬
de ikke strax begribe hans Tanker; han vedste, at de Feil, som
tillægges Bøger, maae ofte med større Ret tillægges Læseren,
som fattes undertiden Agtsomhed og undertiden Jndsigt; hvis
Forstand er ofte indtaget af forudfattede Meeninger, og ofte
forvildet ved Skiødesløshed; som kommer undertiden til en ny
Studering, uden at være forsynet med den Kundskab, som i
Forveyen behøves, og finder u-overvindelige Vanskeligheder,
formedelst Mangel paa tilstrækkelig Jver til at gaae dem i
Møde.
Mørkhed og Tydelighed ere Ord der have deres Henseen¬
de til Læseren; for nogle Læsere er neppe nogen Bog let, for
andre ere ikke mange vanskelige at forstaae; og de, som hver¬
ken ved en overflødig Berømmelse givet af andre, eller ved
nogen mærkelig Seyer over vanskelige Spørsmaal, ere beret¬
tigede til at ophøye sig over andre Mennesker, burde visseligen
beqvemme sig til at efterfølge Socrates i Oprigtighed, og
hvor de finde hos en Skribent u-modsigelige Prøver paa en
høyere Forstand, lade sig nøye med at tænke, at der maae væ¬
re en Rigtighed i Sammenhænget, som de ikke kand udfinde,
og Kraft i hans Fornuft=Slutninger, som de ikke kand begribe.
Denne Mistillid er aldrig meere billig, end naar man
læser de gamle Skribentere; disse, hvis Skrifter have været
mange Tiders Lyst og Fornøyelse, og ere overantvordede fra
