lægt til Slægt, som det menneskelige Kiøns store Arvedeel:
sandeligen, intet Menneske kand, uden den yderste Grad
af Stolthed, indbilde sig, at han bringer større Forstand med
sig selv, end disse gamle Skribentere have havt, hvis Skrifter,
han vil læse, og hvis Bøger ere blevne bevarede i store Byers
Ødeleggelse, og reddede i heele Nationers Skibbrud; som disse,
der vare tvungne til at flye for Barbarer, have været omhyg¬
gelige for at føre bort med sig i den Tummel og Forvirring,
hvormed de maatte forlade deres Eiendomme og Fæderneland,
og hvis Undergang Barbarerne selv have beklaget. Dersom
nu i disse Bøger, der saaledes ere blevne ærværdige ved man¬
ge efter hinanden følgende Tiders eensstemmige Vidnesbyrd,
nogle Steder skulde synes ikke at fortiene den Roes, som de til¬
forn have faaet, da lader os ikke strax dømme, at deres Be¬
rømmelse maae tilskrives de forrige Tiders Dumhed eller Over¬
troe; men i det mindste formode, at vore Forfædre havde nogen
Aarsag til deres Meening, og at vor Uvidenhed om disse Aar¬
sager volder at vi meene anderledes.
Det hænder sig ofte, at en Skribents Berømmelse løber Fa¬
re for at fordunkles i de efterfølgende Tider, ved det samme
som opvakte det største bifald og den høyeste Roes iblant dem
der levede i hans Tid; intet læses med større Fornøyelse end det
som sigter til nylige Tildragelser, herskende Meeninger eller
nærværende Stridigheder; men naar disse Tildragelser ere for¬
glemte, og Stridighederne ophævede, da tabe disse behagelige
Jndfald al deres Yndighed; og Skribenten, naar han i sine
Skrifter nedstiger til Eftertiden, maae overlades i Slumpe¬
Lykkens Magt, da han ikke kand forvisse sig om at vedligehold¬
disse Tings Jhukommelse, hvilke han maae tilskrive hans lyk¬
