Men til Jsmene jeg nu komme maae igien.
Det ikke siges kand at man løgnagtigen;
ismene denne Last tillagde;
Thi det er vist, at hun modsagde.
Hun sad engang til Bords med hendes Mand;
Desspiiste, og blant andre Rætter
Man og en Fisk paa Bordet sætter:
Det en frisk Gedde var, om jeg ret mindes kand.
Min Engel, sagde hendes Mand,
Dersom min Syyn mig ey bedrager,
Da er ey denne Fisk kogt af aldeles blaa.
Jeg vedste, raabte hun, at det saa vilde gaae;
Medshvilken ivrig Fliid man sig end og umager,
J stedse dog Anledning tager
At J tilføye kand en stakkels Kone Spot.
Jeg siger reent ud, J maae vide,
At Fisken er for blaa. Nu, sagde Manden, got!
Det lige meget er, vi ey derom vil stride.
Ret ligesom man seer at Vreden stiger op
J den Kalkunske Hanes Næse,
Naar den seer noget rødt, og kand dens gandske Krop
J samme Øyeblik opblæse;
Den bliver rød og blaa, dens Øyne funklende,
Dens Snabel bliver lang, den strækker Vingerne,
Hver Fiær i Væyret staaer og Vreden aabenbarer,
Som skælvende med Støy og Bulder af den farer.
Saaledes skiftes om Jsmenes Skikkelse,
Da hendes Mand de Ord til hende talede:
Hun, som var ellers bleeg, rød og ophidset bliver,
Hver Aare spendt af Blod, og hendes Øyne smaa,
