Men Hagen længere og Næsen ligesaa,
Og hendes Læber blaae og tykkere af Jver;
Paa hendes Hoved Haarene!
Dig reyse af Forbittrelse-
Og hendes Nat=Tøy bort fra hendes Øren skyde,
Hvorpaa hun skælvende begynder at udbryde:
Jeg, Mand, din Kone er, og jeg dig sige maae
Endnu engang, at Gedden var for blaa.
Hun Glasset tog og drak. Lad hende dog ey drikke.
Derpaa gaaer Manden bort og svarer hende ikke.
Han neppe borte var, før hun besvimmede.
Hvad kunde ventes vissere?
Strax paa den Jvrighed at drikke!
Et hæftigt Klage=Skriig det gandske Huus forskrækker:
Man Tommel=Fingrene paa hende først opbrækker
Man stryger hende og med kraftigt Ungersk Vand;
Men intet hende styrke kand.
Man hendes Tindinger og Puls med Balsam river:
Ey mindste Tegn til Liv hos hende mærket bliver.
Man holder hende nu for Næsen brændte Haar:
Ney! det forgæves er: hun kand det ikke lugte.
Kort sagt, ey nogen Ting formaaer
At vække hende op, hvad Midler man end brugte.
Man kalder hendes Mand. Han kommer, raabende:
Du døer, min allerkiæreste!
Jeg arme Mand! hvad har mig dertil kundet drive,
Dig, kiære Kone, at modstaae?
Ach, den forbanded Fisk! Gud veed, den var ey blaae.
J sam¬
