ham. Men vor Forbauselse blev i næste Øyeblik langt større;
thi Hilario, som ved en Hændelse var i det næste Kammer
med et andet Fruentimmer, og var enten blevet oprørt ved
det Jammer=Skrig hand havde hørt, eller og kiendte at det var
min Røst, kom løbende ind af Dørren, som fløy op for ham;
men ved det første Trin blev staaende ligesaa ubevægelig og
forskrækket som vi. Efter et Øyebliks Betænkning kom hand
hen til mig, og drog mig hen til Lyset, og stirrede stivt i mit
Ansigt, men med saadant et forskrækkeligt Aasyn, at jeg al¬
drig kand forglemme det; hand var bleeg af Forbittrelse,
som med et foragteligt Smiil havde forvendt hans Ansigt;
hans Læber bævede, og hand sagde til mig med en neppe for¬
staaelig Røst, at omendskiønt jeg maatte vel blevet forskræk¬
ket over at have uformodentligen snublet over en Bekiend¬
ter, som jeg ikke vedste om jeg kunde betroe mig til, saa skulde
jeg dog ikke have skreget saa høyt. Efter denne spottefulde
Tale, vendte hand sig fra mig med saa stor Skiødesløshed
som hand kunde udvise; dernæst bukkede hand gandske høfli¬
gen for Caprinus og sagde, at hand vilde overlade mig i
hans Varetægt. Caprinus var ikke færdig nok til at sva¬
re, ey heller havde jeg Magt til at foretage noget for at stille
Hilario tilfreds, eller at holde paa ham.
Da hand var gaaet ud, brast jeg i Graad, men var end¬
nu ikke mægtig til at tale. Caprinus giorde sig Umag for
at lindre denne min dødelige Kummer, og jeg begyndte at
haabe, at hand oprigtigen tog Deel i min Bedrøvelse. Jmid¬
lertiid blev jeg dog snarligen vaer, at Caprinus søgte for¬
nemmeligen at benytte sig af denne Leylighed, hvilken hand,
thensenseende til ham selv, begyndte at agte for en lykkelig
Vildfarelse. Hand giorde sig ingen Tanke om, at min Hen¬
