oliman.
Og er det ikke et Tegn til Forfængelighed, at mand endeligen
vil giøre andre lykkelige? Er det ikke en utaalelig Stolthed, at J
vil ikke beqvemme eder til at giøre mig lykkelig, uden med det
Vilkaar, at jeg ogsaa skal giøre eder lykkelig: En Sultan er
mere ydmyg, hand nyder Fornøyelse af mange elskværdige Fru¬
entimer, hvilke hand ikke giør sig en Ære af at give Fornøyelse i¬
gien. Lee kun ikke over denne Tale, den er mere grundig, end eder
synes. Betænk den, randsag det menneskelige Hierte, og J skal
finde, at denne Fiinhed i Elskov, som J agter saa høyt, er ikke an¬
det end et Slags hovmodigt Vederlag; mand vil ikke være no¬
get skyldig.
Juliette.
Nu vel da jeg tilstaaer, at Forfængelighed er fornøden.
Boliman.
Og nu nyligen lastede I den saa meget.
Juliette.
Ja, den som jeg da talte om, men denne holder jeg meget med.
Er det eder vanskeligt at begribe, at et Menneskes gode Egenska¬
ber hænge saaledes sammen med andre, der ere onde, at det er
farligt at hielpe ham af med hans Feyl;
Soliman.
Men mand veed da ikke hvad mand bør holde sig til; hvad skal
mand da tænke om Forfængelighed?
Juliette.
J en vis Grad er den en Last; lidet mindre, er den en Dyd.
