sin Mand ud af Fængselet; men, sagde hand fremdeles, min
Smukke maae ikke fortørnes over, at jeg har haft Omsorg for
at hand skulde ikke være nogen Hinder for vore Sammenkom¬
ster herefter. Disse sidste Ord spaaede hende forud, hvad hun
fandt, da hun kom til Fængselet, at hendes Mand var henrettet
efter Rihynsaults befaling.
Det var merkeligt, at denne Kone, som gjorde ikke andet
end græd og beklagede sig, i all den Tiid hendes Kummer og
Bedrøvelse vedvarede, hverken yttrede Suk eller Klagemaal,
men stod gandske ubevægelig af Hierte-Sorg over denne hen¬
des Ulyksaligheds Fuldbyrdelse. Hun begav sig hiem til hendes
Huus, og efter at hun i Eenrum havde paakaldet ham, som er
Uskyldigheds Forsvar og Hevner, reyste hun hemmeligen til
Hoffet. Hendes Person og en vis Høyhed af Sorg, der ikke be¬
kymrede sig om Ceremonier, forskaffede hende Adgang til Her¬
tugen hendes Over=Herre. Saa snart hun kom ham nær, ud¬
brød hun i følgende Ord: Betragt, O mægtige Carl, en
ulyksalig, der er keed af Livet, omendskiønt det stedse
har været fremdraget i Uskyldighed og Dyd. Det er ikke i
eders Magt at oprette den mig tilføyede Uret, men vel
at hevne den Og dersom det er en Pligt, som sømer
en Fyrste, at beskytte de Fortrængte, og at straffe Un¬
