Uranio, at Modgang faldt i hans Lød; og dersom hand
erindrer hende som hand bør, da vil hans Liv blive ære
fuldt og hans Død lyksalig.
Da hun sagde disse Ord, forsvandt hun for hans Øyne.
Men omendskiønt hendes Lineamenter i samme Øyeblik, iste¬
det for at opvække den sædvanlige Gruelse, syntes at fremvii¬
se et Slags mat Skiønhed, dog, saasom Uranio, uagtet all
hans Stræben, aldrig kunde overtale sig selv til at elske hen¬
de, saa hverken bejamrede hand hendes Bortgang, eller ønsk¬
te hendes Tilbagekomst. Men omendskiønt hand glædede sig
over hendes Fraværelse, saa forvarede hand dog hendes Raad
og Formaninger i sit Hierte, og blev lykkelig ved at efterføl¬
ge dem.
Hand slog sig derefter igien til Handelen; og efter at
hand i en kort Tiid havde forhvervet saa meget, som kunde
være nok til at forskaffe ham Livets sande Nødtørft og For¬
nøyelser, drog hand ud til en liden Aulsgaard, som hand
havde kiøbt til denne Ende, og hvor hand besluttede at forbli¬
ve sin øvrige Leve Tiid. Her fordrev hand sin Tiid med at
plante, med Hauge= og Ager=Dyrkelse, med at dæmpe alle
u-ordentlige Passioner, og at danne sit Sind efter Mod¬
gangs Lærdomme. Hand fandt stor Fornøyelse i en liden
Hytte eller Eremitage i hans Hauge, som stod under en Busk
af Træer, omgivet med Hybentorne og Løbe-Roser. Næst
der¬
