sættes. Der er intet meere almindeligt, end at disse Folk pla¬
ge deres Stalbrødre med deres Historie, som have hverken
gjordt eller liidt noget, der kand opvække Nysgierrighed,
eller give Underviisning.
Saasom mand havde lært mig at smiggre ligesaa snart
som jeg begyndte at snakke, og jeg havde gandske betimeli¬
gen faaet saadan en stærk Begiærlighed til Penge, at den
dæmpede alle andre Begiærligheder, saa begyndte jeg mit Fo¬
rehavende med gode Tegn til Fremgang; thi jeg deelte min
Tienstfærdighed saa skiønsom imellem mine Paarørende, at
jeg blev lige høyt elsket af dem alle. Naar nogen af dem kom
ind ad Døren, løb jeg med den største Glæde imod ham, og
bad ham være velkommen; naar hand gik bort, hængte jeg med
Hovedet, og undertiden tiggede saa meget at jeg maatte gaae
med ham, at det var paa det nærmeste jeg havde faaet en Til¬
ladelse, som jeg var bange for i mit Hierte. Naar de ved et
aarligt Giæstebud vare alle forsamlede, da havde jeg et van¬
skeligere Arbeyde, men begegnede dem med saadan en upar¬
tiisk Venlighed, at ingen af dem kunde beskylde mig for U¬
agtsomhed, og naar de bleve keede af min Sleegen og Høflig¬
hed, lode de mig altid gaae fra sig med en Foræring af Pen¬
ge til at kiøbe Leege=Tøy for.
Livet kand ikke holdes tilbage i sin Gang, de uskyldige
og pladrende Aar vare snarligen forbi, og der behøvedes an¬
dre Egenskaber til at sætte mig i en vedvarende Yndest hos
dem. Det hændte sig meget lykkeligen at ingen af mine Ven¬
ner havde høye Tanker om Bog=Lærdom. Søemanden kun¬
