jeg dem med saadan Snedighed at jeg hos de gamle Jægere
opvakte baade Forundring og Avind. Een eneste Forhin¬
dring var der i veyen for min tiltagende Berømmelse, og
denne kunde jeg aldrig overvinde: jeg var naturligen frygtsom,
og maatte derfor altid skamfuld blive tilbage, naar Fornø¬
denheden udkrævede, at der skulde springes over et Giærde,
svømmes over en Aae, eller rides alt hvad Hestene kunde lø¬
be; men saasom dette forefaldt ikke meget ofte, saa forsvare.
de jeg min forhvervede Ære med tilstrækkelig god Fremgang,
og blev aldrig udelukt af noget Jagt =Sælskab.
Den gamle Cammer Pige kunde jeg ikke saa fikkert eller
saa læt behage; thi hun havde ingen herskende Lyst uden Gier¬
righed, og var derfor kold og ubevægelig. Hun havde ikke
Begreb om nogen Dyd hos et ungt Menneske, uden at spa¬
re sine Penge. Naar hun hørte om mine Bedrifter i Mar¬
ken, saa rystede hun med hovedet og spurte, hvor meget jeg
skulde blive rigere ved alle mine Forretninger, og beklagede,
at saa meget skulde forødes paa Hunde og Heste. Dersom
Søemanden sagde til hende, at jeg havde Lyst til at reyse, da
var hun vis paa at der var intet Sted i Verden saa godt som
Engeland, og kunde ikke begribe, hvorfor nogen Mand, som
kand leve i sit eget Land, skulde forlade det. Dette vrantne
og koldsindige Creatur fandt jeg dog paa at sætte mig i Yn¬
dest hos, ved det jeg ideligen berømte Sparsommelighed, og
stedse tog mig vare for Udgifter.
Fra Søemanden havde vi vor første og meest betydelige
Forventelse; thi hand var riigere end Cammer=Pigen og æl¬
